23948sdkhjf

Detailkæde stormer frem og vokser med 3,4 milliarder på ét år

Normal har aldrig åbnet så mange nye butikker, og det ses på omsætningen

Detailkæden Normal fortsætter med at storme frem, og vokser til nye milliard-niveau med flere hundrede nye butikker. Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab for 2023/24. 

Virksomheden har nemlig slået sin egen rekord, når det kommer til åbning af butikker og har åbnet 222 nye butikker på tværs af virksomhedens otte markeder. Og det ses på omsætningen. 

De mange butiksåbninger betyder, at virksomheden slår sin egen forventning til omsætningen, som lander på 12 mia. kr. I regnskabsåret 2022/23 omsatte Normal for 8,6 mia. kr. 

Normal har ved regnskabets afslutning 773 butikker i 8 markedet og beskæftiger 13.697 medarbejdere.

Det nye regnskab er det første, som underskrives af Jesper Due som adm. direktør. Torben Mouritsen, som var med til at stifte Normal, gav nemlig i sommer posten videre og blev i stedet bestyrelsesformand i virksomheden. 

"Grundlæggende tilfredse"

Regnskabet løber fra august-juli, og resultatet før skat ender i 2023/24 på 866 mio. kr. Året forinden lå det på 761 mio. kr. Virksomheden har ved det nye regnskabs afslutning en egenkapital på 1,8 mia. kr.

Jesper Due har talt med Børsen i forbindelse med regnskabet, og til mediet siger han: 

- Vi er helt grundlæggende tilfredse. Vi har åbnet en lille smule flere butikker, end vi havde budgetteret med, og de klarer sig godt på tværs af alle markeder. Vi har også like for like-vækst på alle eksisterende markeder, også i de mest modne lande som f.eks. Danmark. 

Direktøren påpeger desuden også, at virksomheden har taget sit nye lager i Hedensted i brug, og at de stadig arbejder på at få det op på det ønskede effektivitets-niveau. 

Færre nye butikker

I indeværende regnskabsår forventer Normal "at udvide vores forretning yderligere med en stigning i toplinje og resultat i intervallet 10-20 procent," fremgår det af ledelsesberetningen.

Til Børsen fortæller topchefen, at virksomheden også forventer at åbne et "højt" antal nye butikker i år, men at det ikke bliver helt lige så mange som i 2023/24, da det skal foregå i et tempo, hvor de fortsat kan følge med. 

NORMAL A/S
Regnskabsår 2024 2023
(Mio. kr.)
Nettoomsætning 12.066 8.641
Bruttofortjeneste 3.429 2.409
Resultat af primær drift 1.252 982,5
Resultat før skat 866 761
Årets resultat 677 597
Egenkapital 1.827 1574
Butikker (antal) 773 552
Kilde: CVR.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078